Den offentlige mediestøtte er af vital betydning for de fleste publicistiske medier i Danmark. Den eksisterende mediestøtteordning er imidlertid på adskillige punkter ude af trit med den hastige medieudvikling, hvorfor der i medfør af den politiske medieaftale 2023-2026 blev nedsat et udvalg om fremtidens mediestøtte. Udvalget har netop afgivet sin rapport, og udvalgets formand, professor Rasmus Kleis Nielsen, KU, gennemgår rapporten og udvalgets anbefalinger for fremtidens mediestøtte. Herefter er der spørgsmål og debat.
EU’s meget omdiskuterede forordning om mediefrihed er nu trådt i kraft. Forordningen indeholder bl.a. bestemmelser om gennemsigtighed i forhold til medieejerskabsforhold, public service-mediers politiske uafhængighed og vurdering af fusioner på mediemarkedet. Tilsynet med forordningen føres af Radio- og tv-nævnet. Professor Søren Sandfeld Jakobsen, der også er formand for Radio- og tv-nævnet, redegør for de vigtigste punkter i forordningen og nævnets første praksis med den, særligt i forhold til mediefusioner.